store prismer lys og mørke over pyramiderne saavelsom over urskogene ved Congofloden.
Det maa da tilgis en europæer, at han føler sit hjerte bevæges, naar han oplever, hvordan et avsnit av verdenshistorien blir til — om ikke i hans egen stue saa dog utenfor hans stuedør. Naar naboerne ryker sammen i en krok av Europa, da er det ikke det samme som naar riker gaar tilgrunde eller folkeslag slaar hverandre ihjel i andre strøk av jorden. Det har betydning utover det enkle faktum, at Europas tykke og fordringsfulde millioner blir nogen titusener tyndere. Serbernes tog til Adriaterhavet er ikke længer end som tversover Java paa det tyndeste, men det truer aliikevel med helt at forandre verdensvegten. Alle folkeslag lytter efter skuddene, efter de som skal falde og efter de nye, som kanske kommer til at løsne. Til at begynde med er hele Europa betændt, man kan si, at den gamle klode har verk i hodet, i Europa, og det dirrer helt ned i liktaaen, Kap Horn. Men nerverne ut mot Korea flagrer urolig under uveiret og der er bankende smerter baade i Marokko og Panama. Europa har krig og hele verden stirrer efter krigens ansigt, men der er ingenting at se.
Det er det nye ved situationen. Krigen har
