ikke mange slike igjen. Den hvite mand har gjennemkrydset verden, navnene paa byer og lande og floder er hans fotefar. Snart vil jorden se ut som en vanddraape sat under mikroskopet med navne paa kryds og tvers yrende som baciller.
Værst er naturligvis Europa, det er det mørke fastland, den urolige og mangetungede verdensdel sortner saa civiliseret av navne. Mot de andre lysere flater paa globussen ligger den der som en slags blækklat av verden. Her er endnu strækninger nedover i Afrika, halvt saa store som Europa, hvor bare en enkelt arm av et navn eller to forstyrrer indtrykket av evige skoge og vidder, hvortil ingen avis kan naa. Og man maa uvilkaarlig forbauses over, hvor litet Europa er mot den øvrige verden. Kan det være mulig, at det bare er paa denne lille sortladne plet av verden, at saagodtsom hele verdenshistorien er blit til? Jeg maaler utstrækningen av Gustav Adolfs tog og flytter maalet over til en anden verdensdel. Det er som tversover Borneo. Og dog var Gustav Adolfs tog en omvæltende verdensbegivenhet for alle tider. Mens det foregik og hundrede aar efter skinte solen over den store uberørte verden utenom Europa, millioner
