Jo, hernede i dette land, hvor frugtbarheten koker over, saa tunge klaser vælder utover havemurene, her kan nok ungdommen ha raad til at holde fædrelandsfølelse, — for her har ungdommen noget at forsvare, naar den en farlig nat harmglødende gaar til kanonerne. Men naar jeg tænker paa »fattiglemlandet<, saa vet jeg ikke, hvad det kan stille op, som skulde bevirke, at nationens ungdom kunde tænke sig at være beredt til at forsvare det. Det er jo ikke levelige vilkaar i det land. Dets sprog er for gammeldags og maa gi plads for et særegent kaffisprog, som ungdommen sværmer for. Dets skjønhet er gammeldags og bare for turister. Selv digterne kan ikke mere, efterat den store klokke er forstummet; jeg ser Østerdalsskogen aapne sig og ut av den kommer den uldne og moderne forfatter slæpende i fugtige kalosjer og forlanger statsløn for et digt om morderreder.
Den nye ungdom har altsaa ret. Jeg regnet det ut, da jeg gik hjemover i denne mørke kveld. Den fik mig til at mindes de lyse sommernætter hjemme. Men det var bare et flygtig minde om en sommerkveld og en granskog, og om lyset som rinder ned mellem stammerne og som synes en saa fint og stille som lyset, der rinder ind i
