som har bemægtiget sig alle goder paa jorden og som lik jordens græs bare fødes, lever og dør.
»Fattiglemlandet«! — Ropet naar helt hit. Det er fra ungdommen ropet begynder at komme nu. Jeg er slaat av dets frække likefremhet: Hvordan kan fædrelandskjærligheten springe ut av vore kolde og ugjestmilde klipper; har ikke ungdommen ret, naar den forhaaner alle de følelser som tidligere har været ungdommens liv og som nu er biit alderdom og reaktion? Hvor langt kan den moderne ungdom naa med fædrelandsfølelse i et land, hvis fattigdom næsten er blit nationalsang. For det maa da ogsaa være et tilbakelagt stadium, at det er ungdommens sak at stille sig frem netop der, hvor det er vanskelig at klare sig, det hører ikke længer til ungdommens jublende ret at værge, hvad der er fattig og magtesløst. Det er tanker som er tænkt en gang av en urolig ungdom, hvis rop man endnu kan høre i stormkastene over Skagerak, men det er tanker som forlængst er forladt. »Fattiglemlandet«; — hvad skal vi med def for at leve. . . . Kanske er jeg ikke ung nok, kanske er det fordi det er en saadan dag idag — jeg kjender allikevel en skjælven i mit bryst, det er som om jeg hører hundene hyle.
