hjerner, som finder ut, at vi har faat et fingerpek om at menneskene ikke maa hige for høit. Deres higen maa ha en grænse, Likesom forvirringen rammet Babels taarn, saaledes rammet døden »Titanic«, skibet som var større og mægtigere end noget andet skib, bygget av menneskehænder. Men menneskene bør reise sig igjen i trods og bygge et nyt »Titanic«, en kjæmpe, som kan svinge sine gnister mot stjernerne. Ti menneskene lever for at virkeliggjøre sine drømme. Og »Titanic« var, idet den gik ut fra Cherbourg og løftet sin stevn mot Atlanterhavet, en ny drøm virkeliggjort i et skjønt og rikt resultat som fortalte højt om menneskenes magt — det var den gamle verden, som sendte over til den nye dette store og stolte skib, som gav et billede av hvad menneskeaandens yderste anspændelse kan evne. Alt var samlet i dette vældige skrog. En svak rysten, som bevæget skibet fra stevn til stevn, fortalte om eventyret i maskinrummene. Lyset, som menneskene hentet ned fra himlen, straalte fra tusen øine. I metaltraadene mellem masterne sang den elektriske telegraf. Alt var det bedste. Det fineste træ, det smidigste staal, det sterkeste metal, Det hele sveiset sammen til en elastisk og spænstig masse. Nu gaar baaten! Hør, hvor
