skum. Saaledes er landet blit til i havets billede. Og man ser hvordan menneskene har kjæmpet og kjæmper stadig for at vinde en favn jord eller to fra havet. Sandbølgerne bindes ved plantning av marehalm. Saa sent som i ottiaarene skred ødelæggende sandstorme indover jorderne, men nu fastholdes sandet, der ligger fint og tæt som støvbunker, av halmen.
Og marehalmen har tillike git Jæderstranden meget av dens forunderlige præg, ødets tristhet hviler over disse tufsede strækninger, hvor det stride og farveløse græs staar og hviner i vinden. Men bakenfor halmen kommer den groende jord varsomt og søkende, engens yderste frynser griper helt ut i sandbelterne og rækker sommer for sommer længere. Men næsten umerkelig for det menneskelige øje. Hvem kan agte paa det mangfoldige livs smaa og ubetydelige bevægelser, naturens yrende stræv for at komme frem og komme frem. Der staar en ørliten blomst og ringler alene ute i sandet, slet ikke langt fra det nærmeste engtæppe, den var knop igaar, den skal dø imorgen, men kunde vi synke ned til dimensionerne i dens tilværelse, vilde vi fornemme, hvor den allerede er kommet langt foran græsset og lyngen, — hvilken sælsom reise ut i en
