rop lever endnu, saa langt som æteren, det evige stof, naar. Det kunde gjælde som et uttryk for menneskenes forvirring over det meningsløse slag, som har rammet deres største og stolteste skib, den dristige skabning med det formastelige navn. Hvordan kan saadant ske? Hvor er du?
Det var likesom skjæbnen hin nat rørte med sin finger ved verket og derefter overlot kjæmpen til sig selv, truffet og hjælpeløs. Utover havet lød dens enstonige signaler. Halvtredje tusens dødsangst samlet sig i den fine prikken: kom hurtig, come quick .... Ordene gik tause gjennem mørket og de andre skibe som hørte signalets forfærdelige hastverk løftet sine vaate snuter snøftende og lyttende mot en anden horisont. Der svartes hundreder av mil borte fra »Parisian«, »Carpathia«, »Virginia«: »Titanic«, hvor er du? Skibene lytter. Og saa lyder det igjen, det suser mot telegrafnettet, ordene kommer tætte langveisfra, hænger sig fast i nettet og drypper gjennem traadene ned i den lille naal: Kom hurtig . . . . Kameraterne iler rystende og skjælvende gjennem bølgerne omkap med døden. Men ingen kan indhente skjæbnen, den store haand som vugger verden.
Sikkert sitter der omkring i verden nogen
