menneske. Disse gater, som om dagen samler paa sin rystende asfalt en verden av liv, er om natten de ødeste gater i verden. Og ikke bare i Paris. Intet er saa trist og mørkt og utdødd som de smaa franske landsbyer efter klokken ni om aftenen; intet lys i vinduerne, ingen glad munterhet efter dagens møie, intet leven og søtt tidsspilde utover veiene. Franskmændene vet at benytte sin dag, mens de lægger alt tilrette for at natten skal være natten. D. v. s. de lægger alt tilrette for hverandre. Ordensværnet overvogter, at der hersker ro utenfor de tillukkede huse, og mens politibetjenten skotter underfundig op mot de lukkede skodder, har han at paase, at intet utenfra griper forstyrrende ind i hjemmenes hellige ro. Men med det første morgenlys larmer befolkningen ut paa gaterne og opfylder byen med støien av det arbeide, som bringer alle de tusen smaa og store formuer til at vokse; men da har de rigtignok narret hverandre allesammen.
Og nu er jeg igjen ved dette brevs begyndelse: At jeg uvilkaarlig maatte mindes Marokko, idet jeg var ifærd med at lægge mig og skulde stige op i min seng. Intet kan sammenlignes med den franske seng. Større aander end jeg
