hvordan kan det være mulig, svarer den spøkefulde pariser, naar der dog er flere og flere folk i Métroen. Altsaa lyver statistiken.
Men der findes ogsaa franskmænd, som ikke er saa spøkefulde og som fortvilet klør sig i hodet for at utfinde midler som kan stanse nationens løp mot døden. Jeg sier midler, men der findes jo bare et eneste. Adlydelsen av skabningens første og mægtige bud. Opfylder jorden! Men fornuftige nationaløkonomer og varmhjertede fædrelandsvenner, som den forhenværende minister Messimy, søker allikevel at utpønske midler til af opnaa den eneste virkningsfulde forholdsregel mot racens utdøen. Messimy foreslaar, at der skal sættes præmier paa det tredie barn og det fjerde o.s.v. Og da han ikke er i tvil om, at de pengegriske franskmænd endog vil strække sig langt, naar det gjælder penge, saa mener han, at præmie paa 500 francs for hvert barn utover det andet vil gjøre underverker. Mon to mennesker, naar det gjælder fædrelandets redning, kan strække sig saa langt for 500 francs? Messimy regner ut, at det vil bli en aarlig utgift paa 50 millioner og senere (han gaar ut fra, at man vil strække sig saa langt) 100 millioner. Og naar landet aarlig-
