Og saa mangler man det eneste, som kan samle en stor følelse og holde den fast og drive den fremover: En enkelt. En mand. Den ene, I den franske nation lever endnu drømmen, den skjønne og vemodige drøm om de dage, da ørnene fløj utover Europa.
Og efterat eventyret sluttet under en stenhelle paa en ø i oceanet, har Frankrike stirret længtende efter den ene, efter manden, angst for at han skulde findes, henrykt naar de trodde at han kom. Men fremforalt angst for at nogen skulde finde ham, peke paa ham og si: Der er han. Det er ikke statens øverste. De tør jo ikke engang vælge en præsident, der ser ut som en helt — av skræk for at det skal være ham. Hvilken underlig kontrast til utfoldelsen av den militære pragt er han ikke den mand, som nu under kanondrøn kjører ind paa pladsen: Bedstepapa Falieres, sortklædt, venlig, hvitskjægget. Sablerne flyver i veiret, regiment efter regiment retter sig og blir blikkende stille. Den sortlakerte vogn, som minder om et av de stolteste øjeblikke i den franske hærs historie, gamle Masena i kalesjevognen ved Aspern, ruller forbi, fanerne gaar i veiret og en lyttende stilhet falder ogsaa et øjeblik over de mange hundredetusener
