ut som cirkusplakater med de kjæmpemæssige overskrifter: 50,000 mand, 15 generaler, 10 aeroplaner. Kan folk vente sig mere? En skogtur i det herlige søndagsveir, forbimarsj av dype infanterikolonner med faner og musik, kanonskudd, kavallerichok, uniformpragt — hele krigsvæsenets glansfulde unyttighet paa ét bret, femten generaler! Og saa aeroplanerne, luftflaaten, folkets store sværmeri. — Den halve million, alle de, som skal betale eventyret, kan umulig utebli: Leve arméen! Paris har faat av sporene igjen og gjennem bladene gaar stikket videre til de andre franskmænd. Følelserne dirrer fra idag til den 14. juli, da er der en ny revy.
Der gaar saaledes ikke lang tid mellem hver gang, men det er nødvendig at være hyppig, skal begeistringen holdes vedlike hos dette kjølig ræsonnerende folk, som ikke behøver krigen og ikke elsker den, men som allikevel har den utenfor vinduerne. Og tiltrods for den uhyre tilstrømning hver gang, mangler allikevel begeistringen den store flamme. Nu og da indtræder øjeblikke av stilhet over masserne, en forunderlig og bundløs stilhet, som kommer pludselig, likesom alle samtidig blir grepet av en anen. Da er det som tvilen drar forbi fanerne.
