herute, timerne er flygtet bort. Likesom havblæsten duftende av salte og uendelig grønne vidder stivner min ansigtshud og lukker mine øren for lyde andetsteds fra, saaledes stanser min forestillingskreds i en enkel og barnlig famlen om bølgerne, om hvorvidt hin bølge naar længere end denne . . . . nu smuldrer den niende bølge, saa kommer de tre store bølger i rækker, saa de ni mindre, saa de store, intet andet hænder, alt vandrer mot sig selv, det er en overmodig ødslen med tiden, jeg lukker øjnene og skyller indover mot ødets og stilhetens deilige sletter.
Eller jeg staar ikke længer med ansigtet urørlig vendt mot havet, jeg vandrer paa stranden, den ligger der solvarm med farve som av brunet hud; naar en bølge viker tilbake, kan jeg følge dypt efter den, mens vandet silrer klirrende omkring mine fotsaaler, men en ny frembrusende bølge jager mig indover igjen, hvilken sommerlek i den lyse dag. Eller jeg stanser og trær ikke videre paa sandet, hvor sjøen har avsat en florlet krusning, den ligger utslaat foran mig som en vifte, solen glitrer i maskerne, ak ingen maa træ i det fine spind.
Tænk saadan er havets hænder, som kan sønderbryte saa voldsomt, man har set det vri
