mination, idet den skraper bunden og bygger sig op i en staalblank buet løftning, som bæres indover stranden; i et øjeblik hænger den over strandlinjen i sin fuldendte form, helt blaa, skjøn i sin arkitektur, med kammen stupende utover og i dette sekund og i samme nu den brister, opnaar bølgen sin høieste kraft; der er en sammenpresset spænstighet i dens lange linje, den har en tyngde som staal og et svøpeslags seige smidighet. Netop fordi bølgen strækker sig utover sin evne, opnaar den i et eneste litet nu denne fuldkommne skjønhet, den yderste linjerenhet, ypperligere end noget bygverk og nogen menneskelig kunst; men den spænder sig for høit, saa brister den istykker etsteds og som splintret marmor flyver det hvite skum henover kammen, bølgen synker og skyver sine smuldrende ruiner i brede tunger ind paa sandbunden. Men allerede da er en ny bølge i bygning, idet den suger sin forgjængers vikende skumhvirvler opunder sin slanke og smidige bue. Og saadan igjen. Og saadan ustanselig,
Og jeg som staar paa en ensom sten midt i dette uavladelige fremadskridende kor kan tilslut ikke tænke; mit sind døser med i bølgesusets evige stigen og fald, tiden staar stille
