uten de som har været i en flyvemaskine kan fatte fornemmelsen ved at flyve, ved at stige. Jeg føres henover den store menneskemængde og maskinen stiger saa hurtig, at menneskene pludselig blir mindre og tilslut er ganske smaa dypt under mig. Hele jorden svinger, det er forunderlig at se det store myldrende mennesketæppe med en gang skifte plads og staa som paa en skraaning skjævt op mot himlen. Det er i en kurve. Et øieblik efter ser jeg ned i avgrunden Kristiania, men den trækkes bort under mig likesom en uhyre flaate trækkes bort av en flod. Da jeg igjen kommer utover mennesketæppet, myldrer menneskene opover mot himlen til den anden kant. Maskinen stiger stadig. Jeg føler det ved at jeg hviler mot rygstøet. Jeg ser ret fremover og har endnu aldrig været paa en saadan reise. For jeg reiser like mot solen. Det er som en ny verden aapner sig for mit blik, jeg reiser ind mot en hvit brænding av skyer . . .
Da opdager jeg, at Chevilliard gjør en bevægelse til siden. Nu kommer nedstyrtningen. Jeg har slet ingen anden følelse end at jeg fremdeles føres avsted og bæres oppe. Jeg vil se ned mot jorden og opdager istedetfor flyvepladsen,
