kritikeren. Jeg synes jeg ser ham vandre omkring med paraply under armen i en høstlig skog og ryste bestyrtet paa sit haar. Og da er det likesom han gaar fjernt henne i den sidste poesi og bladene falder. Et efter et.
Saa har jeg en anden fornemmelse som jeg saavidt faar tid til at indaande under det rasende hastverk, og det er en vis tryghetsfølelse ved at befinde mig i maskinen. Det er likesom alt ved maskinen uttrykker kraft, en uavbrudt og ustanselig kraftutfoldelse. Aeroplanets bæreflater presser sig hylende frem gjennem luften, der gaar en orkan mellem de svaiende flater og propellen, der svirrer som en sol og kaster et lysende gjenskin omkring sig, hiver maskinen brølende fremover. Midt i denne larm sitter jeg saa mykt gyngende. Jeg er fuldkommen overladt til dette støiende væsen, Selve min absolute magtesløshet gjør mig tryg. Jeg synes jeg bæres oppe av noget som er uendelig sterkere end jeg selv. Jeg er likesom omgit av fiyvemaskinens hemmelighetsfulde væsen, som ikke er til at forklare, Jeg sitter midt i dens vidunderlige og levende balance, alt er stemt sammen for at faa mig fremover og selv den isnende kulde, der omstraaler mig, er som endel av makinens sjæl. Ingen
