hans undergang skulde være som et deilig eventyr om menneskenes evige søken. Naadde han ikke levende at fuldføre sin bedrift, saa vilde han dog føre længslen med sig ut av livet; den stirrer nu fra hans grav som et øie, der aldrig lukkes, som selve menneskesjælen, der stunder mot tinderne: Dit skal vi naa. Og derefter længer. Og saa længer. For himlen, det unaaelige, er endnu langt borte.
Vi husker alle galningen Védrines flugt fra Paris til Madrid over Pyrenæerne. Ovenover skyerne, i det blaa og uendelige himmelhav, mødte han kongeørnene, luftens herskere, gjennem alle tider. Saa høit over jorden, at ingen lyd derfra kunde naa ham, utkjæmpet han menneskets første kamp med ørnene i deres eget rike. Mennesket vandt. Det er som om hans fantastiske reise indunder den blaa uendelighet er et rop om, at menneskeslægten ikke kan stanse og slaa sig tilro under en dyne av tilfredshet og likhet. Der vil allikevel findes de mennesker som vælger den lidelsesfulde, men berusende tilværelse over avgrundene. Kanske uten at han selv var klar derover, maa Védrines dog ha hat fornemmelsen av at han i nogen forfærdelige øjeblikke, mens han fløi i solskinnet
