bittre eventyr. Der er den sørgesang i vor kultur som vi aldrig kan ophøre at lytte til. Der er kanske forbeholdt de kommende slegter et nyt eventyr, en ny, vemodig og trøstesløs sang fuld av samvittighet og anger, en kalden fra de lyse danske øer, som Nordens ungdom stedse bævende skal lytte til. Men forinden maa noget hænde.
Derfor er disse dages bevægelse i Danmark ikke alene en særlig dansk sak, men ogsaa i utvidet forstand en nordisk sak. Likesom vi andre vet at værge os mot fiender værge vore grænser og Nordens grænser, stiller Danmark sig med sit forsvar som forpost mot syd. Et forsvarsløst Danmark med »hvad kan det nytte« er et Danmark, som har meldt sig selv ut av Norden.
I en av de tidligere og skjønne høstaftener ifjor, endnu før kulden hadde faat magt med skogene, som stod sorte og sovende mot den dypblaa himmel, vandret jeg henad en av veiene paa Syd-Fyen. Jeg kunde se havet; det var rolig, men mørkt. Saa hørte jeg pludselig dypt inde i den svarte avgrund, som var himmel og hav, fjerne kanonskudd, fjerne og svake, næsten døve. Jeg lyttet længe. Og jeg syntes lyden
