blir Danmark staaende alene. Han hører det og han faar en underlig rysten i brystet, for han kan slet ikke gi noget svar. Danmark er endel av Norden, denne herlige plet av verden, som vi alle elsker, hvis brusende foraar roper paa os til jordens fjerneste egne. Vi har hvert vort fædreland, men det store Norden er allikevel vor kulturs vugge; vi læser hverandres tanker, vi synger hverandres sange, vi har de samme lyse nætter. Det er den samme sol som skinner over os, de samme have, som beskyller vore kyster. Vi har i alle tider reist mot hinanden og følt med hverandres ulykker. Og i de store øjeblikke har vore hjerter drevet mot den samme stemning — helt fra den merkelige sagatid, da Magnus den gode reiste hjem til Norge paa et drageskib i vaarvinden og til vore dage. Jeg overvar Bjørnsons sidste reise fra Danmark. Gjennem den store folkemængdes lytten, gjennem stilheten omkring baaren, gjennem mængdens tause og bevægede hyldest merket jeg i en sælsom stemning hele det nordiske sinds foranderlige bølgen. Hvis det engang skulde ske, at den store katastrofe skulde komme, da maa noget hænde, før vi igjen faar et ulægelig saar i Norden. Vi har allerede Finland. Det er den nordiske slegts
