Berntsen. Det vil si, ikke med rene ord, men saaledes at alle maatte forstaa, hvad han mente. Siden har han offentlig feigt fragaat, at det var hr. Berntsen som han saaledes baktalte for vor Herre ved alteret. Men samtidig har han utgit sin præken. Ingen som læser den kan være i tvil.
Men foruten den opskjørtede og forstyrrede geistlige, som aldrig mangler i bevægede tider og foruten de store gjennembævelsens møter, er der ogsaa andre tegn som tyder paa, at noget usædvanlig er paa færde i Danmark. Paa kaféerne, hvor man dog hyppig kan komme ind i brændingerne av en storbys stemningsliv, ryster det av national høitidelighet. Orkestrene spiller fædrelandssange og gjæsterne synger med, alvorlige, opretstaaende, skinnende i øjnene og med brystet bugnende av indestængte hurraer. Er man rigtig heldig en lørdagskveld, ser man først »Fædrenes jord« paa det og det teater eller »Dybbøl« paa Casino, hvorefter man naar ind paa det ellers saa venlig spøkefulde Wivel. Da kan man pludselig gjennem den røkfyldte, menneskesummende luft mindes et billede av Grand kafé i de merkelige foraarsaftener i vort store aar! En mand, som holder tale i øst, en mand,
