Vi kan vanskelig tænke os Tyrkiets stilling efter dette kup. Vi har ingen sammenligning med vore forhold. Vi kan ikke engang sammenligne den med den mulighet, at en tilfældig folkestemning i 1905 hadde fremtvunget Karlstad-overenskomstens forkastelse. Ikke engang med den mulighet, at stortinget, eller en revolutionær klik i 1814 paa trods av general Bernadotte og paa trods av stormagterne hadde brudt kapitulationen i Moss og begyndt krigen igjen. Jo. Kanske med den mulighet. Enver Beys revolution, som nu ved den europæiske presses kommentarer staar i et skummelt lys av latterlighet og forbryderiskhet, er netop en av disse desperate handlinger, som mennesket begaar, naar alt synes haabløst og noget allikevel maa reddes og holdes oppe — glansen, sindets forfærdelige rystelse under den sidste fase, ungdommens letsindige og grænseløse hengivelse. Skuten kan berges ved at sættes paa grund, men man kan ogsaa nagle flaget til masten og la den synke.
Vi lever utenfor krigens vinduer, men vi lever i fred og vi kan slet ikke tænke os, at en mand og nogen mennesker kan sætte alt paa spil for nutid og fremtid og bringe sit allerede sønderslaatte fædreland foran en ny avgrund. Men der
