77 paa at solstraalane fær liti magt med den frosne jordi um hausten. Solsyerde duger inkje lenger, de vert mist, som Loketrætta segjer. Men um nie nætar, de vil segja nie vinter maanar, ved jonsok-bil (i solmaanen), daa er det at «jordi stend brur". N. M. Petersen segjer 1): JFrej er en solgud, ikke hersker over solen i stenbukkens tegn, men herre over solstraalen, thi det er det sværd han svinger, over lyset for saavidt det er nødvendigt til at frem kalde sæden af jorden, thi det er hans rette væsen, at være gud for sæden. Gerd betegner sæden. Jorden med den nedlagte sæd modstaar Frejs omfavnelse; hans sende bud Skirner, der driver sæden frem for lyset, lover hende forgjæves høstens gyldne aks og den af overflod dryppende ring; hun har i sin jættenatur, der endnu ikke er besjælet af den guddommelige aande, ingen anelse om den herlighed, der ved Frejs elskov kan blive hende til del; Skirner maa mane hende, hvorledes hun evindelig, uden Frejs omfavnelse, vil blive frostens brud. — — Frejs kjærlighed til Gerd, som de gamle have skildret med saa levende træk, tagne af kjærlighedens natur med alle dens længsler og haab, er ikke blot en naturmyte. Ligesom solvarmen udvikler frøet, saa udvikler kjærlighed hjertet; den er den fra himlen sendte straale, der opliver og forædler jordklumpen. Gerd er den jordiske mø, der sysler med det jordiske og ikke endnu har anelse om noget ædlere end den daglige gjerning. Saa kalder elskov hende, i hendes bryst vaagner et nyt liv; underlige drømme omfavne hende som lune vinde; og naar de blive til bevidsthed, aabnes hen des øine for en høiere tilværelse. Frej med hans mø er den stille, blide, længslernes kjærlighed, elskovens fred." Eldre enn Skirnesmaal er baade namne Gjerd og sjølve emne ogso, maa ein tenkje. Fraa utgomol tid hev det vori truir og sogur i ymse land um jordi som ein guddom elskar. Med solstraalen trengjer han ned og vekkjer ho av vintersvevnen. I skaldskap og kunst hev dette emne fengi framvokster paa ymse vis. Sameleis som i Hellas hev vel ogso hjaa oss mytane fengi si fagraste og fullaste utforming av skaldar som fritt hev meistra og maksla gamle emne. Sendemannen som reiser hev kann-hende fraa fyrsto vori hamen eller hugen til guden sjølv. Soleis kunde ein, naar me høyrer korleis Skirne fer med hest og stav> tenkje paa tale maaten aa ride gandom, som vart sagt um den som for paa aandereis, med kroppen laag att heime. ») Nordisk Mythologi 1863.
