Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


<poem> 10. Lòkjen han tok aat vengen sin, nære flaug han sin spreng’e, kom han seg aat Aasgarden, fyrr Torekall gjeng aat senge.

11. „Grimmen hev din hamar teki, han dyl inkje honom eit ord: aatte alnir og nie famnar han hev gravi han ned i jord.

12. Inkje lær du av hamaren din, mindre du fær det med saatte, mindre du fløt og fører heim den yngsle systri du aatte.“

12. Det var fruga Valborg, ho vart so ille ved ord; henne dreiv blode av vorden sin,[1] ho svartna rett som ei jord.

14 „No vilja me taka ’n Torekall, vel vilja me bysste hans håar, klæde paa honom brureklæde og føre ’n aat Gremmeli-gaard.“

15. Dei toko deira veslare brur og hennar haare bysste, so snare daa voro dei brure-pikur dei klædde paa bruri fyrste.

16. Inn kom grimme jutulen og saag paa Valborg-skara: „Hente meg hit mine beste klæde og late meg fagran varda.“

17. Oksekroppen so aat ho upp og tvo punds kjêl med kaal, alle dei brød som baka var

og femtan skjeppur med sod.

  1. Blode fór burt fraa andlite hennar