Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/200

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
— 192 —

reint mauk jøtnar,
mjød i Hel,
sumbl[1] hjaa Suttungs sønir.“

Tor kvad:
35.
„So mykje forn-frøde[2]
eg fyrr i eitt brjost
aldri sanka saag.
Men stygt er du svikin,
eg segjer deg no:
sjaa dagen kjem yvir deg, dverg!
no skin det sol i salen.“[3]

————————

Dersom ein kann gange ut ifraa at tvo folkenamn inkje er nemnde i same verse, so finn ein at Allvis er kjend i nie heimar, der det bur: 1. menn, 2. gudar, 3. æsir eller aasa sønir eller uppheims-magtir, 4. vanir eller stormagtir, 5. jøtnar, 6. alvar, 7. dvergar, 8. Helheims menn, 9. Suttungs sønir.

„Hvad de enkelte navne angaar,“ skriv F. Jonsson, „er menneskenes navne de almindelige fra det daglige sprog kendte betegnelser (jord, himmel, maane, sky o.s.v.); gudernes er derimod enten saadanne, der kun findes anvendte i poesi og høiere stil, eller ligefremme omskrivninger fold, sunna, „markens manke“ o.s.v.); vanernes betegnelser antyder væsener, der er optagne af det praktiske liv, handel og reiser til lands og til søs (veie: jorden, vaand: de til skibe tjænlige bøielige træarter?; jfr. det forhold til vinden, som fremtræder i 3 af navnene: vindvæveren ɔ: himlen, vindseilerne ɔ: skyerne, vindophør ɔ: blikstille). Alfernes navne er prægede af indtagende ynde og skøn naturopfattelse (groende ɔ: jorden, fagretag ɔ: himlen, fagrehjul ɔ: solen, den fagert grenede ɔ: skoven, søvnfryd ɔ: natten o.s.v.). I modsætning til disse staar jætternes navne; de er prægede af noget groft, af en materiel opfattelse, og udtaler en ærgrelse over det skønne og gode i naturen: jorden er stærkgrøn’, solen evigglødende’, vindstille lummerhede’, vinden hyleren’ [alfernes dønfareren, den susende’, er adskillige trin høiere og ædlere], ilden den graadige’, træ ildføde’, byg æde’; derimod hedder øl den rene væske’ (tænkte digteren paa skjaldemjøden?). Dværgenes og i helju’s betegnelser er ikke særlig karakteristiske (undtagen for saa vidt som maanen særlig hos dem er skin’, det eneste de kan taale; solen er derimod den, som bedrager dværgen’, byg den ludende’ o.s.v.).

Han meiner at Allvismaal er eit norskt[4] kvæde fraa fyrste

helfti av 10. aarh. (millom Trymskvæde og Hymeskvæde). Andre set det seinare, sist i det 10. eller i det 11. aarh.

  1. Sumbl, drykk, lag (angels, symbel, lat. symbolum, græsk symbolon).
  2. Forn-frøde, kunnskap um gamalt attende.
  3. I salen, paa jordi.
  4. Orde faraflein finst berre i Trondheim og i norske og svenske lovir.
————————