Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


<poem> 28. Traa-kynde jøtun endaa vilde trautar[1] fleire for Tor leggje. „Det røyner ’kje styrken ein stubb aa ro. Hiv staupe mit sund, skal eg sterk deg kalle.“

29. Tor han kalken tok seg i hand, steinen han sprakk, men staupe det heldt. Han sitjande slo det gjenom stolpane, heilt bar dei staupe for Hyrne fram.

30. Men daa den fagre frilla hjelpte, godviljes-raadi gav ho honom. „Hausen til Hyme er hardar’ enn glas, — hiv du staupe i hovud paa suggen.“

31. Braatt reis aa kne bukke-drotnen, aase-magti all han brukte. Paa jøtun-skolten aldri det synte, men rivne laut daa den runde vin-krus.

[Hyme kvad:] 32. „Eigna-lutir òv-gilde no hev fraa meg gjengi, daa fari er staupe. Men manns ord stend, mun aldri eg gange attpaa[2] det som ein-gong er lova.

33. Skal det no spyrjast um sellane duger ølskip[3] or garden ut aa bera.“ Ty freista seg tvo gong i senn, kvar gong kjèlen stod kyrr som fyrr.

34. Far hans Mode[4] fekk seg eit tak, tvert gjenom golv trødde han ned; upp paa hovude heiv han kjèlen, men kringum hælane hoddune[5] skrall.

35. Dei fór inkje langt, fyrr han attende mot aust kom til sjaa, Odins sonen: Med heile horgi Hyme var etter, or røysom det maura

med manghovda troll.

  1. Traut, styrkeprøve.
  2. Gange attpaa, brigde.
  3. Ølskip, kjèl.
  4. Far hans Mode, Tor.
  5. Hodde, honk.