Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/112

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


104 Finnur Jonsson segjer: «Det er den aandelige overlegenhed som her mødes med den legemlige styrke. Det er naturligvis den første som gaar af med seiren. Naar Odin repræsenterer det lette seirrige vid, veltalenhed i forbindelse med mod og kold blodighed, er Tor en repræsentant for den jævne, lidet bereg nende gennemsnits-forstand, som i sleden for at lede den übændige naturkraft, lader sig viljeløs lede af denne, og farer hovedkuls frem, indtil den støder mod en uovervindelig hindring — og da staar den der uden at vide sit arme raad. — Ikke et øieblik er Tor sig selv ulig, ikke et øieblik glemmer Odin den overlegne, drillende, satiriske rolle, han spiller. Digtet er et lille mesterstykke." R. Keyser segjer: Man maa merke sig, at Tor som jøtnernes bekjæmper, som Midgaards helliggjører eller renser (véorr), i det hele som menneskelivets og menneskeverdenens verger mod alle forstyrrende og ødelæggende magter i naturen - — egentlig var det fredelige bondelivs, den fredelige næringsdrifts op holder og beskytter. Odin derimod tænktes fortrinsvis som stridens gud, som den der eggede folk mod folk og fyrster mod fyrster for selv i de faldne at vinde einherjer for sin Valhal; han tænktes som den, der kaldte menneskene til herjen og drab; han kunde altsaa, idetmindste i denne egenskab, ikke tænkes som det stræbsomme landbrugerlivs verner og fremmer, men maatte snarere fremstilles som dets fiende. Lægger man nu endvidere merke til, at i nærværende kvads 23de og 24de vers netop denne modsætning mellem Tor og Odin kraftigen fremhæyes : Tor kjæmper mod jøtnerne, for at mennesker kunne bo i verden, medens Odin vækker strid mellem konger og færdes i slagene, — Odin tilegner sig de faldne jarler, d. e. krigere, medens han med foragt anviser Tor trælenes slægt", hvilket udentvivl i Haarbards eller Odins mund intet andet vil sige end de med landbruget an strængt syslende (trællende) bønder, — lægger man, siger jeg, merke hertil, saa bliver det vel høist rimelegt, at det egentlig er modsætningen mellem bondeliuet og krigerlivet, hvilken den gamle skald i dette kvad billedlig har villet skildre." Samhugen tykkjest ved fyrste blinken aa fylgje Haarbard (Odin) som meistrar og sneider Tor og held han for narr. Men gjev ein gaum,, vil ein finne at det som vert fortalt um Tor er berre store og gode tak til gagn for menneski, medan Odin eggjar til unyttig strid, daarar kvende og fer med svik. Skalden hev i røyndi vilja halde fram Tor, men han hev havt grunnar til inkje aa gjera dette beintfram. Og desse grunnar karm ha vori umsyne til folk som serleg dyrka Odin, politiske grunnar, kunde ein mest vaage aa segja. Det er haldi for at Haarbards-ljod, Loketrætta og Skirnesmaal skriv seg fraa same mannen, og ein hev sett at denne godt karm ha vori Olve fraa Fjordane. Daa kong Harald var paa ferde, raadde, den meining hjaa Kveldulv, at Harald hadde slik lukke med