vilde føle det, — om det vilde gribe ham som en Ulykke, saare ham som en Nedværdigelse, om det vilde gjøre ham til et andet, daarligere Menneske end før.
Træt af Rejsen og træt af at gaa satte han sig ind i Røgelugaren, hvor han snart faldt i Søvn. Og han drømte sig ind i en Verden fuld af Skygge og Ro, hvor der glimted i unge Pigeøjne, men hvor de sænkede Blikket, naar en Mand vilde fange det, hvor de rødmede blygt, naar en dristig Mand tog en Kvindehaand i sin. En midnatstille Verden, hvor Menneskene gled hen som Lygtemænd gjennem Mørke, en Verden uden Dagens Liv, med Ensomhedens sære Lyd, Lyd som Bladfald i Høstnætter, med en sortblaa Himmelhvælving, hvor Stjerner tindrer som længtende Kvindeøjne, og hvor Maanen kaster sit dødningehvide Lys hen over Tage og fjerne Tinder, en lydløs Verden, hvor kun øjekast er Tale; og Hænders tause Tryk.
