Kvinde, foldede sine Hænder som i Bøn og hviskede det fagreste han vidste:
— Du dejlige, du er som Sorgen, sort som den og skjøn som den.
Og han flyttede sig bort fra hende for ikke at miste Illusionen. Han vilde ikke tale til hende, bare se og se. Og der sad han til henimod Nattetider, fulgte hende med øjnene, naar hun gik, og naar hun sad, var optaget af hende, saa det andet blev trængt i Baggrunden, og der kom lidt Ro over ham.
Men da Natten faldt paa, og den tunge Sus fra Havet lød indover, var det som den bragte Bud fra hende derude. Den seg atter ind paa ham denne underlige Uvishedens Stemning, denne Sjælens Dirren, der næsten bliver til Angst, for hvad der skal komme, for hvad den vil bringe, den næste Time, den næste Dag.
Dampskibet snoede sig ind imellem høje, trange Holmer, der syntes saa nær, at man kunde naa Land med Haanden. De kastede sorte, dybe Skygger ned i den dunkle Sø, der sagte krusedes af en svag Brise. Af og til rullede en Havdønning indover, løftede Skibet
