Dette var hendes Brev . . . det Bud, hun skulde sende ham. Han følte sig lidt generet med det samme han læste det, lidt flau over de aabne Ord. Hun havde dog ikke behøvet at give det denne Form.
Men da Dagen var gaaet, og Natten kom, stod Ordene for ham i et nyt Lys. Han syntes de steg ud af Mørket som flakkende Blaalys, han syntes de fik en overnaturlig Glans. Hun blev ham en umaadelig Hetære, en Himmelens Hourie med evigt Begjær. Og han gik der i Natten og drømte sig al Jorderigs Salighed til; og Længselen efter hende begyndte at vaagne hos ham.
Hendes Lidenskab havde endelig smittet. Hun sneg sig ind i hans Sind, som naar hun var nær ham, nær ham med sine Ord, sine Øjne, sin hede Aande. Der lagde sig ingen Tanke om en anden Kvinde imellem. Og det kostede ham tilsidst ingen Kamp at svare.
