De havde begge hørt sagte, listende Skridt nede i Gangen; da hun hørte det fortsatte opover Trappen, reiste hun sig, og saa sig forvildet om uden at vide, hvad hun skulde gjøre. Han sad der sønderbrudt, irriteret over disse Skridt, der var kommen og ikke ladet hans Svaghed sejre. Paa samme Tid var det som han skalv for noget; han anede ikke, hvad det næste Sekund vilde bringe.
— Hvad er det, hvad er det? hvisker han i sin Angst.
— Moder! — det er Moder! siger hun. Døren aabnes i det samme, og en gammel, gammel Kvinde styrter ind med de dødningeagtige magre Arme løftede, og Hænderne knyttede. Hendes Ansigt er gult og gustent, og det ligesom samler sig i et Par øjne, vanvittige Øjne, der lyser grønt som Fosfor i Natten. Under en Strøm af Skjeldsord, af raae, uhumske Ord, styrter hun løs paa sin Datter med de knyttede Næver. Og Datteren løfter sine Arme ligesom for at værge sig, griber om hendes Haandled og beder i et Skrig:
— Aa Moder — aa Moder!
Han var sprunget op og saa paa denne
