skummert; jeg ser ikke saa godt; sommetider ser jeg ingen Ting. Da gaar jeg ned i Parken. Du er ofte der.
— Tja — et Sted maa man gaa. — Du har mange Bøger.
— Vil du ikke sidde op i Sofaen! Se her. Værsgod! Og jeg tror, jeg har et Glas Vin til dig.
Lidt tøvende satte han sig. Han maatte smile over sin egen Usikkerhed. Tænk staa her med Hjærtet i Halsen fordi et ikke saa lidet forvirret Fruentimmer lagde sine grove Garn ud efter ham! Man kunde dog ogsaa tage disse Ting for højtidelig. Hvorfor kunde han ikke bare smile lidt overlegent, klappe hende paa Skulderen og bede hende spørge sig for et andet Sted. Hun vidste jo, han var mærket „optaget“, og en Kvinde burde være for fin til at trænge ind der, hvor ingen Plads var. . . . Men strax han hørte hendes Skridt i Trappen, blev han blød igjen. Hendes syge, fortvilede Lidenskab syntes at tynge over ham som en Mare, og intet Raad anede han til at redde sig selv. Det var ligesom han følte, at han ikke ejede Styrke nok til at frelse
