Og denne Følelse vandt Sejer hos ham.
— Men da han skulde gaa op til hende, var det alligevel, som om han gjorde noget galt.
Det var en Dag i hedt, bugnende Solskin. Han sneg sig ind under Husenes Skygger i de øde Gader, gik som en Mand, der ikke vilde blive seet, saa sig ængstelig om til alle Sider og ludede Hovedet for et Blik, som kunde møde ham ud fra en Butik eller fra et aabent Vindu.
Og da han saa en hvid Kjole med brede, blaa Silkebaand komme frem om et Hjørne, fôr der en kold Gysen gjennem ham. Der er hun, hans Elskede, der møder han hende, som har givet ham al sin Tro og Tanke. Og han ligesom seg sammen over at møde hende netop nu, da han gik de Veje, som han vilde intet Menneske skulde vide, at han havde gaaet; og sidst af alle hende.
Og da han saa, at det var ikke hendes Gang, at saadan bar hun ikke sit stolte Hoved, da var det, som kastede han en Byrde af sig.
Men selv da han stod i Frøken Gades Kammer, der hvor han for kun en eneste Gang havde været, selv da kom der ikke Ro.
