komme et Ord, en Sætning, der kunde virke som et Solstreif ind i en nattemørk Kjælder.
Og hans Interesse for hende voxede ved disse Breve. Han stod overfor noget nyt i sit Liv, noget, han aldrig havde mødt før.
Hun blev ham ukjendelig i Ordenes Klædedragt. Hendes tidligere Breve vare Pigebreve — disse bar Præg af noget umenneskeligt, noget, der var i Slægt med et enkelt, uforglemmeligt Blik fra hende, det Blik, der mer og mer syntes ham at blive Inkarnationen af hende selv. Det var som hun her ret foldede ud det i sit Væsen, hun til daglig forsøgte at beherske og skjule under en tilsyneladende Rolighed.
Men han svarede næsten aldrig paa disse Breve. Og hændte det en enkelt Gang, var det kun nogle Linjer, der intet sagde.
Næsten i hvert Brev bad hun ham om et Møde. Han mødte aldrig. Det var en anden Kvinde, der bandt ham, en anden Kvinde, med hvem han levede i Kjærlighed, levede de Livets store Stunder, som kun de stærke Følelser kan skabe. Ingen Plet vilde han sætte paa dette Forhold. Han følte, at hvis
