det, der var hendes ene Tanke; men i det afgjørende øjeblik lammedes hans Vilje. —
— De gik ikke i Fjeldet. Hun slentrede med ham gjennem Byen igjen, han foregav at have meget at udrette, han vilde ikke plage hende mere — Farvel, undskyld at jeg har plaget Dem saa længe.
Hun saa paa ham med et Par næsten brustne, skuffede øjne og ilede saa hurtig opover Gaden.
Han stod og saa efter hende. Der laa noget af den vilde Fortvilelse i hendes febrilske Gang og over hendes bøjede Hoved.
Saa begyndte hun at skrive til ham.
Dag efter Dag kom hendes Breve, regelmæssige som Dagen selv. Undertiden var de endeløs lange, Ark efter Ark tætskrevne, undertiden kun et løst Blad eller nogle Ord, slængt ned paa et Visitkort. De var den mest brogede Samling af løse Indfald, et Virvar af løse Tanker og bizare Paafund, men alt ligesom samlende sig til en Bøn om Kjærlighed.
Himmelens Fugle og Havets Fiske, Regnen
