han vilde give hende det saa helt og fuldt, at det skulde tone i hendes Øren som en Himmelens Musik og det skulde fylde al Nattens Drøm.
Hvor han maatte smile, naar han huskede, at han engang havde villet eje hende kun for at have besejret hende. Nu var det det eneste han havde at bebrejde sig, at han havde flettet Kjærlighed ind i sine Breve til hende.
Derfor havde han maaske Skyld.
Hun begyndte at besøge ham.
Hun kom til ham udpaa Ettermiddagen, sad en Times Tid, talte ustanselig, bad ham tilslut om en Spadsertur og gik saa, da han undskyldte sig, men kom den næste Dag tilbage.
Hun gjorde et beklemt, sønderrevet Indtryk. Hun talte utydelig og længe, som om hun var vant til at tale med sig selv. Undertiden forstod han ikke et Ord af, hvad hun sagde. Hun satte sig altid nede ved Døren, sad og saa ned i sit brede Fang, og talte uafbrudt.
