slag gled han hen over det Stykke Liv, der for ham havde været en stille, sagte Sejlen fra Lys til Lys. Han syntes sig som en dejlig Fuldrigger, der lagde en straalende Blinkfyr agterud og strax saa en ny lyse i Horisonten.
Men medens han havde levet Livets Dage, de rige, fulde, havde et andet Væsen levet den levende Død, med hans Navn paa Læben, med hans Billede i sit slørede Blik.
Han syntes at se en Menneskesjæl i Opløsning, hvorfra Forraadnelsens Gift steg i de Tanker, der var Vanviddets, i de Tanker, deilig en irrgrøn Byld omsluttede hans Navn.
Hun blev for ham som den sælsomme røde, grumsede Taage, der en Høstdag kan ligge over en solbeskinnet By. Solen smyger sig ind under Taagedækket, saa det bliver, som man vader i Sol og aander i klam Taage.
Hvad kunde han dog for, at dette Menneske var kommet i hans Vej! Ingen Skyld havde han i al hendes Ulykke. Men han vilde være god mod hende. Han vilde give hende Trøst slig som hin Aften, hun kom til ham paa Hotellet. Han vilde atter give hende Livets Ord, slig som hun vilde have det, ja,
