hun snakkede saa usammenhængende. Og det hun talte om, var uanede Ting for hendes Omgivelser.
Saa kom hun herned. Jeg kjendte hende jo halvvejs — gjennem dig. Jeg havde faaet Nøglen til hendes Sjæl. At finde ind i alle dens Irrgange kom an paa mig selv.
Jeg var hos hende al den Tid, som var levnet mig. Naar der kom noget særligt paa, blev jeg tilkaldt. Det var frygtelige Scener, hun gav i Begyndelsen. De er jo noksaa dagligdags for mig disse Vanvidsscener. Men hendes var over al Maade. En Dag havde hun klædt sig af og af sine Klæder lavet en Dukke, og med denne opførte hun en Sanselighedens Orgie, slig som Vanviddet kun kan skabe den. Hun gav denne Byldt Klæder dit Navn, tillagde den Egenskaber, som du har, vred sig i Vellyst, som om det var dig, hun favned. Og da hun troede at have levet et Elskovens Øjeblik med dig, da begyndte noget af det vildeste, jeg i hele min Praxis har seet. Trykkende denne Dukke tæt ind til sit nøgne Legeme begyndte hun at løbe frem og tilbage mellem de trange Vægge, udstødende hæse,
