Denne siden er korrekturlest
VI.
Atter er et Aar gaaet. I dette Aar havde han intet hørt fra hende.
Af og til var hun dukket op i hans Tanke. Hun var blevet ham et underligt, ulykkeligt Væsen, hjemløs i Verden, en Paria, hvis Lod det altid var at tabe i Livets Kamp. Og naar hun stod for ham, var det altid i den sære Belysning fra hin Aften, som han endnu ikke kunde mindes uden at gyse. Ja det var som Tiden havde gjort den end mere frygtelig end den var. . . .
— Saa kom han atter tilbage til hendes By. For at møde en anden Kvinde, der var kommet i hans Vej og havde bundet ham med Kjærlighed.
Og en Dag han gaar paa Gaden, møder han hende igjen. Hun ser daarligere ud end
