Hun kastede sig tilbage i Sengen, rev Tæpperne tilside og skreg ham al sin Lyst imøde.
Han var sprunget op og stod i navnløs Angst og saa paa denne vanvittige Kvinde, paa hendes magre, nøgne Legeme, der vred sig i Længsels Vaande, og paa hendes øjne, der med et vildt og stift Blik brændte mod ham.
Og Skridt for Skridt veg han tilbage. Han slog ud med Haanden, som om han vilde værge sig mod hende. Og da han naar Døren, aabner han den; hun bliver stille, rejser sig og ser som i Vildelse paa ham. Og da han gaar baglængs ud, med Øjnene fæstede paa hende, synker hun tilbage i Sengen som et dødt Legeme.
Han lukker Døren sagte i og famler sig frem gjennem den mørke Korridor og nedover Trappen.
Men det er som Arme griber ham i Mørket og vil holde ham tilbage og som tusen Stemmer hvisker ham Medlidenhed i øret. Men han gaar og gaar og hans Skridt synger gjennem det øde Hus.
