Og hendes Ord fyldte Værelset med en Luft som af Seng og Kvindesved. Han betoges af den samme Følelse, som man faar, naar man kommer ind i Kokottens Kammer, hvor Luften endnu er svanger af den sidste Elskovsstund.
Og medens hun talte, blev hele hendes Ansigt til en Rus, en Sansernes Rus; den syge, blege Rødme fyldte hendes Kinder, og øjnene blev grønne. Og hendes Tale var hæs og stakaandet, og hun ledte ikke efter Ordene, men tog dem, der laa nærmest, Gadens Ord, de raa og simple, saa han fik en Følelse, som om han laa druknende i en af de store Byers Kanaler, hvor Bølgerne, gule og raadne, slog op om ham.
Og Uvejret var taget til derude. Det var som Menneskehænder trommede paa Ruderne. Og Stormen hvinede. Det var lange, klagende Lyd, som fra en Hund, der uler.
Men Kvinden derborte i Sengen hørte ikke Stormens Støn. Da hun læste i Mandens Ansigt, steg der som et Dødsskrig fra hende selv.
