mod hvilken hendes Vilje maledes sønder og sammen, denne Længsel der drog al hendes Tanke ned i et bundløst Dynd, hvori hun sank dybere og dybere, saa hun saa, hun hørte, hun drømte ikke mere end: Mænd, Mænd, Mænd.
— Derude var den korte Vinterdag endt i Uvejr. Regnet var begyndt at slaa mod Ruderne, og Stormen hvinede i korte Kast om Hjørnene. I Huset var alt øde og stille.
Og Regnet og Stormen derude klang som et Akkompagnement til hendes Ord.
Men med sin stille, dumpe Stemme fortalte hun videre Alkovens Hemmeligheder, de sælsomme Nattens Hændelser, som aldrig nogensinde før har været hørt af en Mand.
En Kvinde, som endnu ingen Mand havde levet Elskovens Time med, aabnede for ham med sine Ord en dyb og dyster Schakt, hvorfra Bryndens giftige og ildelugtende Dunster steg. Det var som havde han kastet et Blik ned i Pestens Hule, hvor de Syge skreg sin Længsel ud efter den Lægdom, de saa deroppe i Lyset,
den som dog aldrig kom.
