nedværdiget saa dybt, som en Kvinde kan blive det.
Men istedet for at synke i Graad og blues over sig selv, tog hun sig sammen som til en fysisk og psykisk Kamp. Hendes Træk blev skarpe og Blikkets Ro var der ikke mere; Øjnene havde atter den fosforagtige Glans, som han engang før havde seet, og det uroligt flakkende i Blikket jog som en Gysen gjennem ham. Denne halvgamle, natklædte Kvinde, der laa der i sin hvide Seng, hungrende efter ham, seende paa ham med sit syge Blik, hun gjorde ham bange og tog som med Vold al hans Tanke fangen. Han syntes, som om der fra disse øjne og dette lange, magre Legeme vævede sig som et Næt om ham, der drog ham nærmere og nærmere hende.
Hun var begyndt at tale om Elskov. Med en dæmpet, dump Stemme talte hun om, hvad en Kvinde kunde lide, fordi Mændene gik hende forbi. Hun fortalte de ensomme Nætters Mysterier — de evige Timer, da Søvnen var borte og Vanviddet fyldte Alkoven.
Hun fortalte om sig selv, om da den vaagned hos hende denne frygtelige Længsel,
