denne Tid? Jeg har jo ikke alle Tider hørt fra Dem.
— Jo Tak. — Ja, er det ikke mærkelig med os to! Jeg synes, vi er gode, gamle Kjendte, og saa er det dog bare en liden Kvældsstund, vi har været sammen . . . . ja, den Kvæld! — Har De Harmens ofte tænkt paa den?
— Ja, siger han, jeg har jo skrevet. . . . Tak for alle Brevene.
— Aa! siger hun, og bliver rød og bekymret.
Det bliver en Pause. De betragter hverandre, som om de af Øjnene vilde læse, om deres Tanker mødes.
Saa trækker hun Tæppet tæt om sig, glatter det med Haanden, saa hver Legemsform tegner sig skarpt af, og han ser, hvordan hun, som ved et Tilfælde, forsøger at blotte lidt af sit lille Bryst, og saa siger hun, idet hun ser paa ham med et vigende Blik:
— Har De ofte besøgt en saadan halvnøgen Kvinde som mig?
Han føler sig generet ved Spørgsmaalet,
