Saa var der gaaet et Aar.
Da kommer der en Dag Brev fra hende. Hun skrev atter om Kjærlighed, men saa vagt og fint, at Ordene syntes at række videre end til ham.
Han havde ventet længe paa dette Brev. Nu, da det var kommen, forundredes han over den Ro, hvormed hun søgte at knytte den Forbindelse, hun selv halvveis havde brudt.
Hun nævnte intet om den Tid, som laa imellem. Der blev et Tomrum i hendes Liv, hvor han vel kunde ane sig til de skuffede Haab, men hvoraf han intet vidste. Og hendes Ord var formede paa en Maade, saa han intet havde at spørge om.
Han skrev tilbage som den, der har alle Trumfer paa Haanden, sikkert og koldt. Hendes næste Brev var som en Bøn, en ydmyg Bøn til den, der havde Magten og Viljen til at kunne føre hende ind i hendes Længslers Land.
Han svarede, at snart kunde de mødes. Han var paa Vejen til hendes By.
