og sjeldnere, og de Ord, der havde faaet hendes Hjerte til at banke og givet hende en Forsmag paa kommende Lykke, de blev aldeles borte.
Han havde atter mødt de Kvinder, der havde en Plads i hans Hjærte — ikke fordi han elskede dem, men fordi han søgte dem i de Stunder, han ikke magted at bære Livet alene. Og de var lykkelige ved at faa sige ham de Ord, de troede kunde hele hans Sind. Han følte kun Lykke ved at have nogen, for hvem han kunde blotte sine aabne Saar og til Gjengjæld faa de Trøstens Ord, der svaler.
— Hun, for hvem hans Breve var det eneste, hun havde at leve paa, følte Dag for Dag hvert Haab svinde som en bristende Blære. Alt det, hun havde bygget op i sine Nætters Drømme, prellede af mod den Kulde, der steg fra hans Ord.
Og det smittede hende selv og hendes Breve. Hun begyndte at føle det forfengelige i sine Haab, det altid vigende i sine Drømme.
Og saa kom det til, at hun fik rive sig løs fra den trange Vestlandsby og fik komme under en lysere Himmel og fik nye Mennesker at se, der gav Tanken andre Veje.
