Den næste Aften skulde han rejse.
Dagen lang drev han om i Byen sammen med nogle Venner. Af og til blussed hun i hans Tanke, men det randt ham dog ej i Hu at søge hende.
Henad Aftentide, da han kommer ombord, finder han Blomster i sin Kahyt, store røde Roser, og gule. Intet nævner, hvilke Hænder det var, der fletted dem sammen.
Men han vidste dog, at blot én kunde det være. En eneste. . . .
Hun var dog ikke blandt dem, der var mødt paa Bryggen for at tage Farvel med ham.
Han følte ikke nogen Længsel efter hende, men han savnede hende dog blandt de andre. Han havde Lyst til at trykke hendes Haand en sidste Gang, takke hende for Blomsterne og sige hende et Farvel. Og han havde Lyst til at være god mod hende for hendes Kjærligheds Skyld, give hende et sagte Haandtryk og give hende et Haab til at nære sine Drømme med, medens han færdedes ude.
Men Natten havde maaske gydt Kjølighed i hendes Blod. Den Elskov, som hun havde lagt aaben for ham, den Fremmede, havde vel
