Salen, danser Frøken Gade med en ung Mand med stort, sortkruset Haar. Hun har taget Hat og Ydertøi af, og hendes mavre, ulænkelige Figur træder grelt frem ved Siden af den brede, undersætsige Mand, som hun næsten helt bøjer sig over.
Det er intet ved hendes Ansigt, som kan kaldes smukt. Huden er brunlig og uden Friskhed, Munden skjæmmes af uregelmæssige Tænder, og Næsen bøjer sig lidt opad. Men under den lave, brede Pande lyser et sælsomt øjenpar. I de Glimt, som naar ham under Dansens Hede, synes han der ligger noget utæmmet, noget af Vilddyrets gnistrende Glød, og i et enkelt øjeblik syntes det ham sygt, saadan underligt sygt, som naar man gaar forbi en Vanvittigs Celle og fra den faar et ene, enkelt Blik.
Og som et saadant tog det hans Tanke fangen, og han syntes aldrig at kunne glemme det.
Hun kommer bortover til ham og beder om en Dans, — han undskylder sig med, at han ikke kan. Saa tager hun med Vold hans Haand, leder ham frem paa Gulvet og favnende
