tale meget livlig med den lille Mand, der havde holdt Talen for ham.
De gaar ind i Salen for at drikke.
Der er det ryddet til Dans. Nogle flere Damer er kommet til. Musikken begynder snart at spille op, og Valsen gaar let under det lave Loft.
Han saa Par for Par vugge forbi, omslyngede, omarmede, hvide Kvindehænder om brede Skuldre, store Arbejdsnæver om smækkre Liv. Han stod og nød denne Kjønnenes dejlige Leg, dette villende og dette vigende, denne uendelige Hengivelse, der minder om Elskovs første Stund.
Her i det trange Rum, hvor der kun taltes om Fremtiden, hvor man mødtes for at nære Drømme, som man dog ikke magted at drømme ud, her syntes han selv Dansen blev til noget fremtidshungrende, og hvor Manden vilde sætte til med fulde Sejl, men hvor Kvindehænder og Kvindesmil holdt tilbage. . . .
— Hvor længe skal De saa være borte, De Harmens? spørger den lille Mand, og Samtalen begynder atter mellem dem.
Da han om en Stund atter ser ud over
