til at saa ud Proletariatets flade Drømme om et Lykkens Fremtidsland.
Men nu at samles med disse Folk, hvis Sag han havde talt, høre deres fattige Ord om det, som for ham havde været Drømmenes Drømme — det var som alt vendte sig til Kvide og Modløshed.
Han drev frem og tilbage paa Gulvet og kastede af og til et Blik udover denne Klump Mennesker, der sad der saa sikkre paa at være de eneste, der havde fundet den rette Vej ind i Fremtiden.
Han lægger Mærke til, at der bliver stille rundt om sig, at man forventningsfuld venter paa, at han skal svare paa hin Tale. Og han havde dog intet at sige dem — nu. Han følte hos sig selv, at det Øjeblik var inde, da han holdt paa at glide bort fra alt det, der samlede disse Mennesker til Fest, fra alt det, der for dem gjorde en Stund som denne til en Andagtens Stund.
Saa gaar han dog op paa den røde Talerstol, og saa taler han om det, som skal komme — ikke om Arbejdernes Kobberrige, men et Rige som han skimted der langt ude i Hori-
