Jeg ser mig om uden rigtig at vide, hvor jeg er, men idet jeg rejser mig halvt op paa Albuen, støder jeg mig mod den skarpe Sengkant, og dette gjør mig med ét lys vaagen. Alle Gaarsdagens Begivenheder staar pludselig tydelig og klar for mig, ligesom et Landskab i Morgensol.
Hver enkelt liden Begivenhed, de skiftende Minespil hos de Mennesker, jeg havde set, ligetil halvfødte Tankeglimt, gaar atter i ustanselig Forvirring gjennem min Bevidsthed.
Det er intet i Begyndelsen, jeg kan fæste mig ved og reflektere over.
Ustanselig, som i Feber jager Tanken hid og did, og søger saa grusomt netop de Ord, som har smertet mest, de Blik, som har haanet, hver liden Hændelse, som jeg har lidt under. Jeg lever i nogle Øjeblikke Gaarsdagen om igjen helt til den mindste Detajl.
— Efterhaanden kommer der dog mere Ro over mig. I det dæmpede Morgenlys, som sagte siver ind, træder de gule, nøgne Mure tydeligere og tydeligere frem, og lægger som en Bremse paa mine Tanker.
