vælde ud over Linnedet, ser Graad og Had i øjnene, medens Munden beder; og Slutteren staar over hende med sine vasne Øjne og vil tvinge hende.
Men saa er det, som om onde Aander har fyldt min Celle, som om de farer om og rumsterer derinde, som om de stryger hen over min Seng, trækker i Tæppet, som om de vil slide det fra mig, og Rædselen tager mig slig, at jeg begynder at skrige — skrige højt og vildt. Idet jeg ligger der syg, i Feber, ventende paa en Undergang, synes jeg at føle et Dunk i Hovedet, et Stød som af en Knokkelhaand, et virkeligt Stod, som gjør ondt.
— Fra det øjeblik husker jeg ikke mere. Formodentlig er jeg blevet bevidstløs og er senere sovnet ind.
Det er endnu næsten Nat, da jeg vaagner. En svag Lysning siver ind igjennem Gittervinduet og lader mig i dunkle Omrids skimte min Celles Indhold.
